Undgå at miste kunder grundet utilstrækkelig søgefunktion
Søgefunktionen er et værktøj, der gør det muligt for dine kunder at finde ud af, om shoppen har det produkt, de leder efter. Det er et stærkt værktøj, men hvad nu hvis kunden søger efter noget, som søgefunktionen ikke kan finde?
Hvis søgefunktionen ikke kan matche det indtastede søgeterm med et produkt, får kunden vist en tom vareliste, hvor der som standard står ”Ingen varer fundet”. Herfra kan kunden forsøge at søge igen, forlade søgefunktionen eller i værste fald forlade shoppen.
Heldigvis kan teksten ”Ingen varer fundet” laves om, så kunderne ikke efterlades uden muligheder.
Resten af denne vejledning handler om to metoder, du kan vælge at følge for at kommunikere til kunden, hvis ikke de finder det produkt, vedkommende leder efter.
Skift teksten ud:
Den første metode handler ganske enkelt om at erstatte teksten ”Ingen varer fundet” med en anden tekst.
”Ingen varer fundet”-teksten er redigerbar og findes i Design i undermenuen Tekster/Knapper og Indholdssiden Vareliste.
Her findes feltet ”Søgning ingen produkter”, hvori der kan skrives en valgfri tekst, der præsenteres, når søgefunktionen ikke finder et resultat.
Teksten kunne f.eks. være en opfordring til kunden om at ringe til shopejer i stedet for at søge igen. Det kunne eksempelvis være en tekst som ”Fandt du ikke, hvad du søgte? Ring til os på telefonnummer”.
Redirect til en anden side
Den anden metode handler om at redirecte kunden til en helt anden side, når søgning ikke giver et brugbart resultat. Det er valgfrit, hvor man ønsker at redirecte kunden hen, men det bør være til en side, der oplyser kunden om muligheder for at komme videre.
I DanDomain-shoppen kunne kunden eksempelvis redirectes til en anden indholdsside. Indholdssiden kunne f.eks. indeholde kontaktinformationer, hjælp til at stave korrekt, link til livechat m.m.
Funktionen vil kun virke for de kunder, der har aktiveret JavaScript i deres browser. Det har de fleste pr automatik, men der vil muligvis være nogen, der ikke har. Skulle der være kunder i shoppen, der ikke har aktiveret JavaScript, præsenteres de for beskeden i metode ét.
For at opsætte metode to skal der laves to ting: Der skal oprettes en Indholdsside, og feltet ”Søgning ingen produkter” skal opdateres. Nedenfor gennemgås begge opgaver.
Opret en indholdsside:
En indholdsside oprettes ved at klikke på menuen Design, undermenupunktet Egne sider og på knappen Tilføj. Her angives indholdssidens navn, der ikke er synligt for kunden, og der vælges sidetypen Indholdsside. Når navn og sidetype er angivet, klikkes der på Gem.
Det er nu muligt at redigere indholdssiden. Det første, man bør gøre, er at angive et adressenavn. Det kunne med fordel være det samme som sidenavnet. Adressenavnet vil være, hvad URL’en til indholdssiden kommer til at hedde. Står der ”Ingen produkter fundet” i feltet Adressenavn, vil URL’en til siden hedde /shop/cms- ingen-produkter-fundet.html.
Af SEO-mæssige hensyn bør man på indholdssiden angive et passende Title tag og en fornuftig Meta tag-beskrivelse i de respektive felter.
I det store felt på indholdssiden skal sidens generelle indhold stå. Husk, at sidens indhold skal udformes, så siden bevarer shoppens mobilvenlighed, og således at siden præsenteres på samme måde uanset, hvilken enhed den vises på. Dette kræver muligvis hjælp fra en designer.
Siden kunne eksempelvis se ud som følgende:
Ret i feltet ”Søgning ingen produkter”:
I feltet ”Søgning ingen produkter” kan man skrive HTML og JavaScript-kode. Denne kode kan man bruge til at redirecte kunden til en valgfri URL. En hurtig Google-søgning på ”redirect javascript html” vil give et brugbart eksempel på kode, der kan redirecte til en vilkårlig side. F.eks. kodestumpen:
<script type="text/javascript"> window.location.replace("http://domænenavn/shop/cms-indholdsside-adressenavn.html");</script>
Koden skal indsættes i tekstfeltet ”Søgning ingen produkter”, som findes i menuen Design i undermenuen Tekster/Knapper og Vareliste-menupunktet.
Bemærk, at både teksten fra metode ét og JavaScriptet fra metode to står i teksten. Såfremt kunden ikke har aktiveret JavaScript, vil kunden kun se metode ét-teksten.
Når kunden nu aktiverer feltet ”Søgning ingen produkter” ved at indtaste et søgeterm, der ikke giver et resultat, vil siden redirecte til indholdssiden, der kan indeholde eget indhold.